Geniet der gik sine egne veje

von Soren Kassebeer

Ausgabe vom 1. Mai 2008

Kultur
Kopenhagen/Dänemark (in Dänisch)

 

Carlos Kleiber Alexander Werner

 

Rezension:

 

Bøger: »Carlos Kleiber. Eine Biografie«.
Dirigenten Carlos Kleiber var måske den største af slagsen, verden endnu har set. Ny monumental biografi fortæller historien om den berømte dirigents søn, der blev endnu mere berømt end sit fædrene ophav.

Af Søren Kassebeer
Tirsdag den 25. marts 2008, 22:30

»Blandt dirigenter i hans og min generation regner jeg ham for det eneste geni«, skrev Michael Gielen i sin selvbiografi.

Det var vennen og dirigentkollegaen Carlos Kleiber, han henviste til, og citatet, denne overstrømmende ros fra den ene maestro til den anden, står, meget passende, at læse sidst i Alexander Werners nye tyske mursten af en biografi. På den måde bliver citatet til en sammenfatning af, hvad bogen i øvrigt har forsøgt at sandsynliggøre og forklare: At få andre musikere fra det 20. århundrede er blevet elsket så højt og så ubetinget. Hans pludselige død som 74-årig, i juli 2004, var et smerteligt tab, og hvad bildte han sig også ind? Dirigenter har for vane at blive meget, meget gamle. Kunne han ikke være blevet hos os bare lidt længere?

Det siger også noget om Carlos Kleibers format, at i 1989, efter af Herbert von Karajan først var gået af og kort efter bort var det ham, Kleiber, som Berlinerfilharmonikerne mere end nogen anden ønskede som ny chefdirigent. Men han ville ikke. Alexander Werner har talt med kilder, der mener, at han simpelthen ikke brød sig om Berlinerfilharmonikernes modernistiske koncertsal, men måske gad han bare ikke? Bortset fra de tidlige dirigentår havde han altid konsekvent sagt »nej, tak« til fast arbejde. En gang fortalte han en anden legendarisk dirigent, Leonard Bernstein, at når han blev gammel, ville han nyde livet i en solfyldt have og spise og drikke og sove og elske. Intet andet.

Carlos Kleiber blev født i Berlin i 1930, men voksede op i Argentina, som familien var ankommet til i 1935, på flugt fra det nazi-Tyskland, som hans far, den verdenskendte dirigent Erich Kleiber, ikke kunne forlige sig med. Heraf også forklaringen på, at Carlos, der var døbt Karl Ludwig Bonifatius, valgte at supplere sit berømte efternavn med blot et enkelt vel- og spanskklingende fornavn.

Sønnen og musikken

Efter krigen studerede han kemi i Schweiz, men det var noderne, der trak, og det er én af Alexander Werners fortjenester, at han dementerer den gamle historie om, at far Erich af al magt skulle have forsøgt at holde sønnike væk fra musikken. Pater familias var ikke begejstret. Men han blokerede ikke, da det kom til stykket.

Og det gjorde moderen heller ikke. Efter faderens død påtog hun sig hvervet som selvudnævnt impresario. Med klaustrofobisk nidkærhed fulgte hun sønnens mindste bevægelser, tilmed som tilhører under prøverne, men tilsyneladende uden at den overdrevne ødipale omsorg betød, at Carlos Kleiber tog alvorlig skade på sin sjæl. Men det tog tid for ham at komme frem i forreste geled, den berømte dirigents søn måtte tage til takke med beskedne ansættelser som repetitør, senere dirigent, i mindre operahuse. Man skal helt hen til året 1973, før han for første gang dirigerede på Wiener Staatsoper. Året efter debuterede han ved Wagner-festspillene i Bayreuth.

Alexander Werners Carlos Kleiber-biografi er et samvittighedsfuldt arbejde, der forsøger at få det hele med, fra fødsel til død og alt det indimellem. Men det er også mere interessant end morsomt at læse de knap 600 sider, og det er især ærgerligt, at forfatteren har måttet give afkald på dem, der var tættest på manden.

Den efterladte familie har ikke villet lege med, og det har ikke lettet arbejdet med bogen, at det kun var få ord, der slap ud af Carlos Kleibers egen mund i offentlige sammenhæng (det eneste, der ligner noget, er et radiointerview med den purunge dirigentspire fra dengang, han stadig mest var kendt som sin fars søn).

Spredte udsagn

Carlos Kleiber efterlod sig heller ikke væsentlige ting på skrift, så situationen er den paradoksale, eller i hvert fald beklagelige, at denne ekstremt vidende og belæste musiker, der beherskede seks sprog, kun kan citeres på grundlag af spredte udsagn, som andre har hørt ham sige. Det er bedre end ingenting, men ikke rigtig tilfredsstillende.

Hvad Carlos Kleibers egenskaber i øvrigt angår, er hans eksklusivitet den mest påfaldende. Hans repertoire var snævert, også på plade, og selv om han ikke var så konsekvent i sin afvisning af plademediet som den excentriske rumæner Sergiu Celibidache, var han tæt på. Alexander Werner citerer ham for at have sagt, at de bedste plader var dem, der aldrig blev indspillet, og der er mærkbart store huller i hans officielle diskografi: Han indspillede Brahms 4. symfoni, men ikke de tre andre. Næsten halvdelen af Beethovens ni symfonier findes ikke blandt hans blåstemplede indspilninger. Mahler er stort set fraværende.

Og ellers? Tjah, man kan godt blive lidt træt af hele tiden, i løbet af sådan en mammutbiografi, at få at vide, hvor beskeden, charmerende og intelligent, den biograferede var, selv om der omvendt ikke er grund til at betvivle, at sådan var han. Alexander Werners bog er, på godt og ondt, som så mange andre musikerbiografier. Den er lidt som at kysse sin søster. Hvis det skal være den ægte vare, er det noget andet, der skal til. Man skal hen til CD-hylden og finde noget med Carlos Kleiber. Så bliver det først rigtig sjovt.